ORGI-E FRA SUSPEKT ER KLAR MED SIN SOLOPLADE - KLAMFYR

ORGI-E – KLAMFYR – SOLOALBUM UDE 17. SEPTEMBER

Det brunstige flokdyr går i udbrud

 

VORES LAND ER TRUET, SÅ VI SKAL UD OG SLÅ TIL SØREN // OG RÆVEN GÅR DERUDE, MOR, SÅ VI LUKKER DØREN // I STEDET FOR AT TA’ VORES TØRN ELLER FÅ NOGLE BØRN // EGO POLERES, GULDSKEEN I MUNDEN OG DEN I RØVEN // I GAMLE DAGE FIK FREMMEDE LOV AT SØGE LY FOR NATTEN // OG NU’ DE FAN’ME VED AT FÅ DET SAMME RY SOM KATTEN

(fra ‘Få Dine Pistoler Frem’, 2012)

 

Orgi-E har ventet længe på det her. Efter 13 år i diverse perverse konstellationer, springer han ud som ægte romantiker. Ikke mere blodsprængt hor, ikke flere hekseafbrændinger, ikke al det usunde drikkeri!

Nu fokuserer Orgi-E og hans borgerlige alterego, Emil Simonsen, i stedet på blide tekster om at være et følsomt gemyt under den hårdtpumpede og bryske brynje. Pluk bare i hans længe frygtede solodebut, der fra første færd gør alle hadere til skamme. Thi de får kun den rene og skinbarlige kærlighed tilbage. Tag linjer som »Jeg er frisk ud af badet, velduftende mand, der gør damerne glade« eller »Men han ønskede egentlig bare at finde lykken i en pige« – og revider straks dit syn på Danmarks mest komplette rapper, når det kommer til tempo, rim og varieret flow.  

 

Og dog. Ro på, overdrivelse fremmer forståelsen. Orgi-E er ikke ligefrem blevet til en omvandrende sundhedsapostel. Selvom rapperen er blevet mere voksen og følsom, har han også mistet barnetroen. Miraklernes tid er med andre ord forbi, og Orgi-E tror i hvert fald ikke på dem længere – miraklerne. Det har livet været for usentimentalt til de seneste år, og det er i stedet det budskab, der skinner igennem på hans på én gang liderlige, dødsensalvorlige, politisk provokerende, hjemstavnshyldende og afsøgende solodebut:

»I Suspekt-universet er det langt fra alle de tekster, jeg har på hjerte, som passer ind. Derfor har jeg virkelig set frem til at færdiggøre denne plade, fordi den rummer nogle ting, jeg har brug for at komme af med,« forklarer Orgi-E.

På Klamfyr, som rapperen naturligvis kalder albummet, får vi i stedet den 32-årige Albertslund-ambassadørs syn på racisme, utroskab og de venskaber, som hører fortiden til. Orgi-E, der fik sit rapnavn efter en mangfoldig seksuel premierepræstation i en alder af 14 år, har både vinket farvel til tætte venner og en hustru, og det har krævet en hel del tankevirksomhed og en ensom motorcykeltur gennem Cambodja at få sig selv ordentligt videre i teksten:

»Folk kommer og går i dit liv. Det har min mor altid sagt til mig, og det har hun jo haft ret i. Jeg har måttet lære mig selv at give slip på dem og gør det altså gennem min musik nu,« forklarer rapperen.

 

Klamfyr byder blandt andet på Orgi-E’s mest ambitiøse nummer til dato. På ’Få Dine Pistoler Frem’ indtager han således rollen som militant højreradikal, der forsvarer sin ret til at udrydde de fejlfarvede fjender, som har indtaget ’hans’ land:

»Jeg sætter tingene på spidsen, og det vil nok provokere folk derude. Men det er en måde at vise, hvor absurd og langt ude den tankegang er. Nummeret har jeg haft i støbeskeen siden 2006, og det er nok noget af det, jeg er mest stolt over nogensinde at have lavet 

På ’Få Dine Pistoler Frem’ er det Aarhus V-kammeraten Marwan, som bidrager med opildnende rimerier, mens Xander lægger omkvædet ned på den stensikre landeplage ’Blinkende lygter’, og Wafande groover på ’Hold dig stærk’. Suspekts Bai-D og Rune Rask bidrager også til flere af de 13 skæringer, der dog mestendels er produceret af Albertslund-vennen Jonathan Elkær.

»Jonathan har i nogle år været med inde over vores musik i Tabu-regi, og pladen her er vokset frem, som han er blevet dygtigere og dygtigere til at lave beats,« forklarer Orgi-E. Han fremhæver den Balkan-truttende ’Single Pik’ som et godt eksempel på producerens høje niveau.

»Men selvom jeg får fornem støtte, så er det alligevel noget andet og helt specielt at udgive en decideret soloplade efter så mange år. Det dér med pludselig at skulle blive bedømt på sig selv. Det føles eddermanme nøgent. Og jeg som ellers elsker at smide tøjet

klamfyr.jpg

Seneste nyheder

GIGANTISK HIP HOP-EVENT PÅ CHRISTIANIA PÅ LØRDAG D. 22. JUNI.

17-06-2013

Giga-show med Suspekt, Dj Muchacho, Dj John Cocks, Dj Er Du Dum Eller Hvad og vært Simon Jul

Ny Single Fra Avicii 'Wake Me Up!'

17-06-2013

Den svenske superproducer Avicii udgiver i dag ‘Wake Me Up!’, som er første single fra hans længeventede album, der udkommer senere i år.

Kristoffer Rahbek "Junkie For Love" // Ny Single

13-06-2013

9 millioner visninger på YouTube, 30.000 fans på Facebook og udnævnt til et af de helt store håb for 2013 af Gaffa og Poplick.

DEAP VALLY 'SISTRIONIX' UDE D. 24. JUNI

13-06-2013

DEN AMERIKANSKE KVINDE-ROCKDUO DEAP VALLY HAR HØSTET STORE ROSER OG KOMMER TIL NORTHSIDE FESTIVAL SOM EN DEL AF DERES EUROPATURNÉ

SELENA GOMEZ NYT ALBUM 'STARS DANCE' UDKOMMER 22. JULI

07-06-2013

Selena Gomez udgiver sit kommende album STARS DANCE d. 22. juli.